Få varme i kroppen med vekselbade
Et af de enkleste og mest virksomme råd, der kan give varme i kroppen og stimulere kredsløbet, er vekselbade. Den nemmeste form for vekselbad er at afslutte dit daglige brusebad med at skylle underbenene afvekslende med koldt og varmt vand vha. håndbruseren. Det giver en dejlig lethedsfornemmelse i tunge og trætte underben. Massér gerne en god hudolie eller creme ind i huden på benene i opadgående bevægelser efterfølgende.
Vekselfodbad
Vekselfodbad stimulerer kredsløb og varmeprocesser endnu mere:
Til vekselfodbade skal der bruges:
- To spande, som fødderne kan komme ned i, og hvor vandet kan nå op til midt på underbenene.
- Helst et termometer og et stopur.
- En kedel med kogende vand.
- Badehåndklæder.
- Et veludluftet og varmt rum.
- salviete
Sådan tilbereder du vekselfodbadet
Hæld ca. 380C. varmt vand i den første spand – heri kan du tilsætte f.eks. 1 liter salvie-te. Hæld koldt vand i den anden spand. Husk, det er vigtigt, at vandet i begge spande kan nå op til midt på underbenene. Det er altså ikke kun fødderne, der skal i vandet. Hav en kedel med kogende vand stående ved siden af spandene, inden du går i gang med badet. Kontrollér med termometer eller albuerne, om det varme vand har en passende temperatur.
Sådan tager du vekselfodbadet
Start med at sætte benene i spanden med det varme vand i ca. 4 min. Sæt dernæst fødderne over i det kolde vand i ca. 15 sek. Mens fødderne er i det kolde vand, kan man gøre det varme vand yderligere varmt ved at hælde kogende vand i spanden. Sørg for at røre lidt rundt i vandet, så varmen fordeles (ikke over 41oC). Tag dernæst fødderne over i det varme vand i 4 min. Slut af med 15 sek. i det kolde vand.
Afslut badet
Stryg vandet af fødderne med håndfladerne – kun fodsålerne tørres helt. Vikkel så fødderne og anklerne stramt ind i hver sit badehåndklæde. Når man vikler stramt, opstår der et tryk på huden, som virker beroligende på nervesystemet. Hvil dig herefter i 15 min. og tænk på noget behageligt og forsøg at glemme alle problemer og stress. Læg mobilen fra dig.
Vekselfodbadet gennemføres 2-3 gange om ugen. Det kan være en god idé, at det er en anden person, som giver dig badet. Det er en god måde at give og modtage omsorg på.
NB – Vær forsigtig med vekselfodbade, hvis du lider af åreknuder, åre- eller nervebetændelse eller andre akutte betændelser i benene. (her kan det være en fordel at ”nøjes” med at bruse underbenene som tidligere beskrevet) Vær opmærksom på, at du kan blive svimmel, når du rejser dig fra badet!
Man skal lige overvinde sig selv for at komme i gang med badene, men gør man det, opdager man snart, hvor behageligt og effektivt (og let) det er at gennemføre. Man får en dejlig behagelig varme i kroppen længe efter.
Vinterbadning
Vinterbadning er at tage vekselfodbadet udenfor og op på et noget højere niveau! I vekselfodbadet bruger vi det kolde vand til at stimulere kredsløbet og starte en varmereaktion, som
støttes af det varme vand.
Ifm. vinterbadning bliver hele kroppen nedkølet på én gang, hvilket udløser en hurtig kredsløbsreaktion, som danner varme og udløser endorfiner. Man kan blive afhængig af at vinterbade!
Det siger sig selv, at man ikke hovedløst skal kaste sig ud i de kolde bølger. Konsultér lægen, inden du går i gang, hvis du har nogen helbredsproblemer. Dernæst skal du finde en vinterbadningsklub el.lign., hvor der er en instruktør, som hjælper dig med at kontrollere din vejrtrækning, så du bedre kan styre din krops reaktioner i mødet med det kolde vand; og hvor du kan bade sammen med andre.
Du må ALDRIG vinterbade alene!